Dette kursus er til dig, der arbejder med gravide og forældre i sorg, eller arbejder med gravide/forældre, der mister i forbindelse med graviditeten. Kurset er primært henvendt til doulaer/fødselshjælpere, men du kan også få glæde af kurset, hvis du er kropsbehandler, terapeut eller på anden måde i kontakt med gravide via dit arbejde.

På en hel dag vil jeg føre dig igennem tab, der kan opleves i forbindelse med graviditeten, både når man mister og når man føder præmaturt. Derudover vil du lære om sorg generelt og om sorgens udtryk samt få viden om, hvordan du helt lavpraktisk kan støtte forældre i sorg.

Hvorfor dette sorgkursus?

Når vi bringer liv til verden, bevæger vi os i et spændingsfelt, hvor det kan føles som om, at døden er lige så tæt på som livet. Liv/død tematikken vækkes af flere forskellige årsager, og jeg mener, at vi, der arbejder med graviditeten, fødslen og barslen, selv bør arbejde grundigt med den. Vi kan ikke sikre os, at vi aldrig kommer til at møde nogen, der mister eller har mistet. Derfor bør vi vide, hvordan vi bedst muligt kan støtte op i stedet for at komme til at sige eller gøre noget, som har modsatte effekt. Forældre i sorg møder rigeligt med tabuer og forældede tilgange til sorgen – lad os højne niveauet, så flere føler sig støttet og holdt i den sværeste tid.

Ja tak, jeg vil lære mere om at støtte forældre i sorg

På sorgkurset lærer du:

  • Om de måder, man kan miste på i forbindelse med graviditeten
  • Om de valg, man som forældre kan blive stillet overfor og de følelser, der kan følge med
  • Om sorg og om sorgens udtryk
  • Hvordan du kan støtte forældre, der mister eller har mistet
  • Hvordan du kan støtte forældre, der venter barn igen efter at have mistet
  • Hvordan du kan støtte andre kærligt og samtidig passe på dig selv
  • Om ritualer og deres plads i sorgprocessen

Praktiske detaljer:

  • Sted: Doula Huset Aarhus
  • Dato: 24/2 2023
  • Tid: Kl. 9.30-17
  • Medbring: Varme sokker, notesbog og pen
  • Din investering: 2777,50 kr. inkl. moms (2222 kr. ex moms)
  • Antal pladser: 15 max
  • Tilmeldingsfrist: 3/2 2023

Du får:

  • 7,5 timers undervisning inkl. pauser
  • Fuld forplejning hele dagen
  • Et hæfte med værdifuld viden og idéer til at støtte dine klienter
Ja tak, jeg vil lære mere om at støtte forældre i sorg

Min baggrund for at udbyde dette sorgkursus:

Jeg mistede mit fjerde barn i maven i 2016, og her åbnede mit hjerte sig for hele dette område.
Jeg startede bloggen Mistetspaedbarn.dk og fik kontakt med rigtig mange engleforældre og pårørende, som fandt ro ved at spejle sig i vores oplevelser.
Via mit virke som doula har jeg efterhånden fået lov at støtte mange forældre, der har mistet både tidligt og sent i graviditeten, der er i risiko for at miste, der har mistet tidligere og venter barn igen, og som generelt har sorgen tæt inde på livet. Det er noget af det mest meningsfulde arbejde, jeg nogensinde har fået lov at gøre.
I 2021 tog jeg en online uddannelse som Birth & Bereveament Doula, og på nuværende tidspunkt er jeg i gang med at blive uddannet sorgvejleder via seminarer.dk.

Derudover har jeg været doula siden 2010 og har afholdt kurser for fagpersoner siden 2017. Jeg er oprindeligt uddannet lærer og cand.pæd.soc., men mit moderskab ledte mig i andre retninger, og jeg blev uddannet life- og businesscoach hos Sofia Manning, hvorefter jeg startede min første virksomhed som coach.