Denne unge kvinde på knapt 28 somre var i 2008 klar til at føde sit første barn! Billedet er taget omkring terminsdatoen. Min mave var ikke særligt stor, jeg følte mig ikke besværet og kunne cykle op ad Langelandsgade i Aarhus. Kender du Aarhus, ved du hvor vanvittig lang og hård, den gade er 😉 Alt var godt med baby og med mig. Alligevel blev jeg sat i gang 42+0. Jeg vidste ikke, at det var min krop og mit valg. Utroligt nok. Det var en voldsom oplevelse pga. den igangsættelsesmetode, man brugte den gang, og pga. at jeg ikke følte mig hørt eller set i den fødsel.
Frygten for en ny fødsel
Da barn nr. 2 ret hurtigt tog bolig i min krop herefter, var jeg først ovenud lykkelig og kort tid efter skrækslagen ved tanken om at skulle føde igen.
Jeg tog sagen i egen hånd. Bearbejdede fødslen hos en privat jordemoder, som blev min kontinuerlige tryghedsperson gennem graviditeten. Hun var ikke med til fødslen i fysisk forstand, men jeg kunne høre hendes ord og mærke hendes tro på mig, da jeg tog min kraft hjem ved en bestyrkende og rå fødsel en mørk vinternat hjemme i stuen.
Frygten blev gjort til skamme
WOW! var følelsen, jeg var efterladt med. Kan en fødsel virkelig være så fed en oplevelse? Kan en fødsel få en kvinde til at føle sådan her? Hvorfor skal kvinder så gå igennem det mareridt, jeg havde oplevet til min første fødsel? Det stod klart for mig, at det ikke handlede om den fysiske proces. Det handlede om, at jeg følte mig tryg og hørt. At jeg havde taget ejerskab over min fødsel og inviteret de mennesker ind i føderummet, jeg havde brug for for at være tryg.
Jeg anede ikke, at der fandtes doulaer. Men det fortalte min jordemoder mig, og da så jeg min fremtid for mig. Det her var virkelig min vej! Jeg blev uddannet doula og kom straks i gang med en masse fødsler.
I 2014 fødte jeg vores tredje barn, Ingeborg. Her gik jeg også længere end den estimerede terminsdato, men jeg nægtede igangsættelse lige meget, hvad de sagde (selvfølgelig på betingelsen, at mit barn havde det godt, og jeg havde det godt).
Jeg endte med at føde 43+2 og følte mig endnu engang så bestyrket af min fødselsoplevelse! Inden fødslen af Ingeborg havde jeg holdt lidt pause med fødsler, fordi jeg også havde noget andet arbejde. Det tager lang tid at få en virksomhed op at køre, så man kan leve af den, og det var en balance, der var svær for mig. For jeg ville allerhelst fødslerne og doulaarbejdet, og da min barsel sluttede kom der for alvor vind i sejlene med min doulavirksomhed.
Når det værst tænkelige sker
I 2016 ventede vi vores fjerde barn. Desværre var hans rejse her på jorden kortere, end vi havde ønsket. Han døde i min mave omkring terminsdatoen uden en helt klar årsag. Herpå fulgte den dybeste sorg men også det smukkeste, jeg i mit liv har oplevet. Jeg følte, at jeg her fik et valg. Enten skulle jeg stoppe med alt med spædbørn, graviditeter, fødsler og bare vælge en helt anden retning i livet, eller også skulle jeg vælge livet, fødslerne og troen på livet. Jeg valgte det sidste af hele mit hjerte. Og jeg gik ind i det åbne øjne og åbent hjerte.
Og alligevel giver det hele mening
Skæbnen ville, at jeg 3 måneder efter at have født Sigfred, stod til en fødsel hos et par som deres eneste vidne. Jordemoderen nåede ikke frem, så der var bare os tre i mørket og en mor, der roligt pustede sit smukke barn ud. WOW endnu engang.
Jeg var således i gang med mit livs metier og fik endnu mere travlt i min virksomhed, indtil jeg gik på barsel i 2018, hvor vores yngste barn, Dagmar Liv kom til verden. Det blev en hård fødsel, som slet ikke gik, som jeg havde ønsket. Jeg kunne ikke stå imod presset udefra omkring at gå over termin (med tabet af vores søn i min klare hukommelse) og endte med endnu en igangsættelse, som tog fem dage.
Men nogle gange må man helt ned at skrabe, og det kom jeg, men da jeg kom ud på den anden side var jeg som født påny. Og med meget mere energi og retning til min virksomhed.
Rejsen blev ikke lineær
I flere år havde jeg brygget på at skabe min egen doulauddannelse. Et par gange havde jeg forsøgt at gøre det sammen med en anden, hvoraf en af dem endte med at tage mit materiale og køre solo. Det gik ikke for hende, for det var jo ikke hendes vej. Jeg mistede dog modet i den periode. Under coronanedlukning fik jeg en coachingsession med en coach, som gik til mig, og jeg fik sagt min drøm højt. Derfra gik det stærkt, og tilmeldingerne kom faktisk inden jeg havde offentliggjort hele programmet.
Men min oplevelse i verden er, at når man gør det, man er skabt til, så går det let, og tingene flasker sig. Således skete det også med min doulauddannelse. Det allerførste hold startede op i 2021, og siden har seks hold nu været igennem. Det er en kæmpe drøm, jeg udlever, og jeg elsker hvert minut af det.
Har du nogen spørgsmål, er du velkommen til at stille dem!
